www.industriogteknik.com

SKYFRR udvikler flyvende dronenetværk med støtte fra Odense Robo

Startupen muliggør GPS-uafhængig dronekommunikation, hvor én operatør kan styre flere droner samtidigt, støttet af Odense Robotics’ inkubationsprogram.

  www.odenserobotics.dk
SKYFRR udvikler flyvende dronenetværk med støtte fra Odense Robo

En højtflyvende teknologi fra startup-virksomheden SKYFRR kan give alt fra miljøovervågning til logistik en robust, flyvende kommunikationsplatform – der fungerer selv, hvor traditionelle signaler svigter. Odense Robotics StartUp Fund har udvalgt SKYFRR til en plads i Teknologisk Instituts robotinkubator.

SKYFRR har udviklet et flyvende netværk, der gør det muligt for én operatør at styre og overvåge et stort antal droner samtidigt – helt uden at være afhængig af GPS eller traditionelle kommunikationssignaler.

Virksomheden vil nu bringe teknologien fra prototype til kommercielt produkt med støtte fra Odense Robotics Startup Fund, hvor de får en plads i en af Teknologisk Instituts robothaller.

Fra venskab til teknologisk gennembrud
Bag SKYFRRs teknologi står et team med rødder i et mere end 20 år gammelt venskab.

Eugene Naumenko og Yaroslav Hirnyak mødte hinanden første gang gennem fælles interesse for bjergvandring og teknologi. Senere kom Tom Hamilton med i teamet.

Partnerskabet udspringer af ønsket om at løse et kritisk problem: Hvordan får man ubemandede fartøjer til at kommunikere og samarbejde effektivt i områder, hvor traditionelle signaler ikke fungerer eller bliver forstyrret?

– Der foregår i øjeblikket et teknologisk skifte i industrien, som kan sammenlignes med overgangen fra heste til biler – blot handler det denne gang om skiftet fra menneskestyrede til autonome maskiner, siger Eugene, der er CEO, CTO og medstifter af SKYFRR.



Flyvende mobilmast
Svaret på udfordringen ligger i deres flyvende netværk, som fungerer som en kombination af GPS og mobilnetværk i luften – og som samtidig kan operere i GPS-jammede miljøer.

Det særlige ved SKYFRRs teknologi ligger i skalerbarheden. Hvor traditionelle løsninger fokuserer på enkelte droner, muliggør deres system, at én operatør kan styre og koordinere mange droner samtidigt – eller lade dem operere autonomt.

Systemet fungerer som en platform, der kan løse en bred vifte af opgaver: Overvågning, monitorering og rekognoscering, som foregår døgnet rundt.

Bred anvendelse
Virksomhedens teknologi har potentiale inden for mange områder; ikke kun i Danmark, men også internationalt.

– Vi arbejder med alt fra miljøovervågning i forskellige verdensdele til rummet. De samme kommunikations- og navigationskrav gør sig gældende for autonome systemer til lands, til vands, i luften og i rummet, siger Eugene Naumenko.

Det brede anvendelsespotentiale skyldes, at teknologien adresserer fundamentale udfordringer for autonome robotløsninger – uanset om de flyver, kører eller svømmer.

Odense som perfekt match
Vejen til Odense startede med behovet for et testområde til højde- og langdistanceflyvninger, som virksomheden fandt i det danske drone- og robotmiljø.

– Vi kom oprindeligt til Odense, fordi vi ledte efter et testområde til vores droner. Det var her, vi hørte om robotmiljøet herunder startup-inkubatoren. Det er jo skræddersyet til netop vores behov, da vi er på udkig efter et miljø med de rette mennesker, den rigtige teknologi, det rigtige mindset og stærk støtte – alt det, vi har brug for, siger Eugene Naumenko.

Virksomheden er nu udvalgt til Odense Robotics StartUp Fund, hvor danske og internationale robot- og dronestartups får adgang til soft funding, mentorer og et inkubatormiljø hos Teknologisk Institut i Odense.

www.odenserobotics.com

Slut dig til de mere end 155.000 læsere af IMP